Fra: sh:z aviser

Borgere donerede skeer

23.12.2014 | 11:46 |

Sven Windmann

På Gottorp Slot har 123 borgere ydet et bidrag til en planlagt særudstilling.

Projektleder Ralf Bleile (til venstre) er begejstret over det særligt flotte eksemplar til den planlagte skeinstallation, som han har fået af Gerhard Mittelmann fra Kappel. Foto: Staudt

Slesvig. Da dagen var omme, havde Ralf Bleile et bredt grin på ansigtet, selv om han var sulten som en ulv. For fra kl. 10 - 17 havde han haft så travlt, at han på intet tidspunkt havde haft tid til at få noget at spise, lige bortset fra et par julesmåkager. "Jeg havde da godt nok forventet, at der ville komme nogle forbi, men det overrasker mig faktisk, at responsen blev så stor", udtalte Ralf Bleile, der er leder af det arkæologiske museum på Gottorp Slot.

Grunden til den store tilstrømning var hans offentlige appel til borgerne om at komme og aflevere en ske på slotsøen i Slesvig. Baggrunden er den, at der i maj 2015 åbner en særudstilling med titlen 'Om kårder, sejl og kanoner', og den handler også om historien bag det svenske flagskib 'Prinsesse Hedvig Sofia', der sank i Kiel Fjord i 1715. Vraget blev fundet af danske og tyske arkæologer i 2008, og i forbindelse med de efterfølgende undersøgelser stødte man blandt andet på et stort antal skeer, som havde tilhørt de 500 soldater, der dengang var stuvet sammen på krigsskibet. Hver soldat havde sit eget bestik, så bag hver eneste ske gemmer der sig derfor en menneskeskæbne.

For at anskueliggøre det, planlægger udstillingsleder Ralf Bleile en installation med 500 skeer, som senere skal ligge på begge sider af et mere end 30 meter langt bord i Ridehallen. Det er åbenbart en idé, der er slået an, for allerede fem minutter efter at dørene var blevet åbnet, stod den første dame klar til at aflevere en ske, og som tak fik hun fri entré til museet på slottet. "Det tilbud har nogle af donorerne dog slet ikke taget imod, de ville bare gerne være en del af udstillingen", forklarede museumsmanden. I dagens løb blev der således indsamlet i alt 123 skeer. Nogle havde sågar taget turen til Slesvig helt fra Kiel og Lübeck, og de fortalte alle en lille historie om deres 'bidrag', hvilket var en forudsætning for at være med.

En af dem var Uwe Petersen, der havde medbragt den ske, som hans mor, der døde tidligere i år, havde spist med lige til det sidste. "For så vidt er den noget helt særligt for mig", fortalte manden fra Flensborg. Gabriele Carstensen fra Slesvig afleverede derimod sin første helt egne barneske, og den tilhørende kniv bruger hun stadigvæk den dag i dag. "Men legeringen på skeen og mine tandkroner harmonerer ikke så godt sammen", afslørede hun. Uwe Tank donerede en ske fra 1800-tallet til installationen, og den har engang tilhørt hans mors forfædre ("adelige fra Ungarn"), formodede manden fra Masholm. Og Karin Trültzsch fra Owschlag/Okslev havde "en ske fra bedstemor Erna" med til Ralf Bleile". Der fulgte ikke den store historie med skeen, for hun ville bare gerne benytte lejligheden til at besøge museet sammen med sine to børn. "For i modsætning til skolebørn tidligere har de nemlig endnu ikke været på skoleudflugt til Gottorp Slot."

Gerhard Mittelmann havde medbragt et helt særligt eksemplar med en historie, som passede perfekt til udstillingens tema. Hobbysejleren fra Kappel overrakte den synligt begejstrede Ralf Bleile en ske fra 'suppeturen', som den sejlklub, han er medlem af, arrangerer. Deltagerne kan spise gratis suppe forskellige steder under regattaen med denne ske. "Det passer da bare perfekt sammen", syntes Gerhard Mittelmann.

"Denne aktion har været en stor succes, også fordi jeg har hørt så mange personlige historier. To ægtefæller på 84 og 85 år afleverede sågar deres dåbsskeer. Det har alt sammen været meget rørende", fortalte en glad Ralf Bleile.

Han håber nu, at de resterende skeer bliver indleveret ved tilsvarende aktioner på museer i Danmark, Sverige, Norge og Finland. "For udstillingen er et internationalt projekt." Men han kan sagtens forestille sig at afholde endnu en 'skeafleveringsdag' på Gottorp Slot. "For det har virkelig været sjovt." En knurrende mave til trods!


print artikel