Fra: Flensborg Avis

Garde-husarer på 
400 års mindetur

18.12.2014 | 09:47 |

Anker Simonse

16 stednavne på Gardehusarregimentets fane omfatter også Sehested, hvor enheden i 1813 var i kamp med russiske og svenske tropper.

Tre trompeterer fra Gardehusarregimentet optrådte i fuld uniform, men havde ikke hestene med.

Sehested. I regimentets karakteriske lyseblåuniformer med hvid snorebesætning deltog tre medlemmer af Gardehusarregimentets trompeterkorps ved kranselægningen i Sehested ved monumentet over de danske tropper, som i 1813 deltog i et blodigt slag mellem danske tropper og russiske og svenske tropper.

Sehested er et af de 16 navne, der er broderet på regimentets fane og markerer et af de steder, hvor det har været i kamp. Det er i år også 400 år siden, at regimentet fejrer 400 års jubilæum, og det markerede formand Carl Jürgen Bock samt Jesper Dippe, Svend Åge Kjær og Mogens Olsen fra Garderhusarforeningen i Sydjylland med en fanevagt ved mindesmærket.

- Vi mindes dog ikke kun vort eget regiments egne 17 sårede og de øvrige 600 faldne og tilfangetagne, men også de ødelæggelser og tab, som landsbyen Sehested led under kampene, gjorde Carl Jürgen Bock opmærksom på, efter at kransene var lagt.

Egentlig blev Gardehusarregimentet først oprettet i 1762 af Frederik den Femte. Da truede en krig med Rusland, hvor gottorperen Peter Paul netop var blevet zar. Den danske hær havde på det tidspunkt ikke noget kavalleri, men man frygtede kosakkerne og forberedte sig på at møde dem på lige fod.

- Regimentet er blev lagt sammen med Danske Livregiment, oprettet af Christian den Fjerde i 1614, samt Sjællandske Livregiment. Derfor fejrer også vi 400 års jubilæum, forklarede Carl Jürgen Bock under det kaffebord, som Sehested Kommune med borgmester Rita Koop i spidsen stod for efter kranslægningen.


 


En landsby mindes sin fortid

I 1813 kæmpede danske og svenske tropper for sidste gang mod hinanden, og det gik også hårdt ud over Sehested. Sehested. For 201 år siden blev der udkæmpet et blodigt slag i og ved landsbyen Sehested. Den danske hærfører var Friedrich von Hessen, der senere som statholder i Slesvig bekostede opførelsen af et monument i landsbyen lidt nord for Ejderen. Onsdag eftermiddag lagde Jørgen Peter Jessen. der er tilsynsførende med de danske soldatergrave i det sydøstlige Sydslesvig, en krans fra den danske Hær ved mindesmærket. Han havde selskab af borgmester Rita Koop og formand Carl Jürgen Bock fra Gardehusarforeningen, der også hver lagde en krans.

Gardehusarerne var også med ved Sehested, hvor regimentet mistede 17 sårede af de i alt omkring 600 faldne og tilfangetagne danskere, inden det lykkedes den danske hær at slippe væk og rykke i sikkerhed i fæstningen Rendsborg, der var målet, inden den ca. 10.000 mand store hær blev indhentet af ved Sehested af svenske og russiske tropper.

For borgmester Rita Koop er det nærmest en selvfølge, at kommunen ikke blot bidrager til at vedligeholde monumentet, men også årligt lægger en krans.

- Vi har flere monumenter i byen, og de er alle med til at holde mindet om lokalhistoriske begivenheder i live. Derfor har vi også en forpligtelse til at pleje dem, siger Rita Koop, der også glæder sig over, at det med årene er blevet en tradition at lægge kranse sammen.

Sådan har det ikke altid været. Tidligere bemærkede man for det meste blot, at der pludselig lå en krans ved monumentet, der gennem årene også truede med at forfalde, indtil nyligt afdøde Iver Kristensen for knap en snes år siden blev tilsynsførende for soldatergravene.

Han tog kontakt til kommunen, hvor han mødte stor velvilje og økonomisk støtte til at få malet indskrifterne op.

- Næste opgave bliver at få samlet ca. 2000 euro sammen til en renovering. Gennem årene er obelisken blevet sikret med jernbånd, men de er ved at ruste op. Forhåbentlig kan vi få det på plads næste år, forklarer Rita Koop.

 


print artikel